base

 

    
     

Navigation, Astronomy, Religion

The consensus is that Egyptian eschatology, including sun-worship in association with the ship of death --- each no doubt linked with the astral observations attendant upon navigation through both watery and desert wastes --- came to the north by various routes.........

The "First Man" in the Manichaean system was both a valiant hero and a suffering redeemer. He was defeated by the Prince of Darkness, and "lay in a deep ditch, far down in the abyss of matter, divested of his armour of light, stunned by the blow ..... fettered and surrounded by wild beasts and dreadful demons, ready to devour him". [50]. Then he was rescued by the "Living Spirit", a sort of substitute for the "Father of Greatness", who, "accompanied by the Mother of Life, extended his right hand" and drew the defeated son up out of the depths. [52]. But there now existed a state of mixture in the world. The light elements still remained "fettered and defiled and needed to be liberated and brought back into the world of light." [54]. Those particles of light which had not been befouled were purified by the Living Spirit, who made of them sun and moon, the two vessels of light. Partially sullied particles of light were made into stars. "An ingenious piece of machinery was contrived. A gigantic cosmic wheel .... resembling a water-wheel, drew up the particles of light to the moon and to the sun. During the first half of the month the rescued particles of light rose in a pillar of light, known as the column of glory, towards the moon,which, filled and swollen with particles of light, became full. During the second half of the month the particles of light were conducted from the moon to the sun and thence to the paradise of light." [55]. Mani & Manichaeism.

Vikingen var skifteholdsarbejder!
by John Larsson

[IMAGE]

Få ord af nordisk oprindelse har som viking interesseret sprogforskere i Norden og internationalt. Vikingetiden var en kulturel brydningstid, hvor den mauriske kultur pressede resterne af den kristne kultur i Europa mod nord. Under et par århundreder kom de relativt få, men beslutsomme og velorganiserede vikinger fra Norden til at præge statsdannelserne i store dele af Europa, sandsynligvis hjulpet af deres pragmatiske forhold til den kristne religion. Dog har den moderne historie- og sprogforskning ikke kunnet blive enig om, hvad selve ordet viking egentlig betyder! Derfor er det selvfølgelig med en vis ydmyghed, at en sproginteresseret amatørhistoriker som undertegnede, tør fremkomme med et bud på oprindelsen til ordet, men måske skal der en passende portion af det man på engelsk kalder serendipity, det at man nærmest falder over en forklaring, som man slet ikke leder efter, til!

Slår man op i etymologiske ordbøger, både skandinaviske og fx. engelske eller tyske, bliver man oplyst om, at viking har en uvis eller omdiskuteret oprindelse. Tilsyneladende er man ret enig om at ordet er af skandinavisk oprindelse, og at det altså ikke er noget som de folk der blev plyndret eller erobret har fundet på. Gyldendals Etymologiske Ordbog mener (med forbehold) at en viking er en 'person der holder til (går i land) i vige'. En anden teori har været, at ordet betyder 'en person fra Viken' (Viken er et geografisk område, som menes have dækket kysterne omkring Oslofjorden og Bohuslen.) Begge teorier må dog siges at være ret dårligt underbygget. Det menes nemlig også, at man under vikingetiden brugte udtrykket 'at drage i viking' eller 'at være i viking'. Endelser på -ung eller -ing på germansk, peger på et participium, som vi kender det fra moderne engelsk og dermed burde viking stå for en bestemt aktivitet eller funktion analogt med fx. leding (krigstog; dette ord er dog også omtvistet!). Der har været teorier fremme om at viking skulle betyde 'en der viger af', altså en sørejse, hvor man ikke holder en lige kurs! Andre har ment at viking stammer fra de slaviske sprog eller fra latin, men disse teorier har i dag ikke mange tilhængere.

Forleden faldt jeg over et ord 'sjövika' i en svensk bog fra fyrrerne, 'Svenska Krönikan'. 'Sjövika' var et ældre længdemål, som navnlig var brugt til søs, angiveligt ca. 7-8 km. I bogen var der en reference til vor danske Kong Valdemars Jordebog, hvor dette længdemål er brugt. Jeg fik umiddelbart den tanke at 'sjövika' kunne have noget med viking at gøre, nu gjaldt bare om at finde Kong Valdemars Jordebog og se hvordan 'sjövika' var brugt dér. Der er skrevet meget om Kong Valdemars Jordebog og den er også udgivet i faksimile, men desværre er netop afsnittet, hvor 'sjövika' er brugt, en sejlrutebeskrivelse til Estland, ikke med i disse bøger. Jeg prøvede derfor at finde noget der kunne minde om 'sjövika' i Ordbog over det Danske Sprog (ODS), men forgæves. Så var det at en venlig bibliotekar i det lokale bibliotek kom mig til undsætning og stak mig en lille bog der beskrev gamle mål- og vægtenheder. Det var lidt mere overskueligt og jeg kunne se at længdeenheden på dansk har heddet uge søs; Uge søs dækkede over den afstand, som et mandskab kunne ro, inden der skulle nye kræfter til! Med det rigtige opslagsord kunne jeg så fordybe mig i 'uge søs' i både ODS og 'Kultur-historisk leksikon for nordisk middelalder', hvor der er flere uddybende artikler om hvordan 'uge søs' har været brugt i forskellige dele af Norden. Normalt var denne afstand netop 7-8 kilometer eller ca. 1000 åretag! Afstanden har som man kan forstå, varieret med strøm- og vindforhold, men blev senere fastlagt til en sømil eller ca. 7400 m., men har muligvis også været tilpasset den længere ældre sømil!

Man kan ikke undgå at komme vidt omkring, når man søger efter et ords oprindelse, og jeg studsede i mit arbejde med viking over et par andre almindelige danske ord, som måske heller ikke er fuldt forstået, nemlig uge og snes! Det kalendariske begreb uge, er nemlig en sproglig 'fætter' til det gamle 'uge søs'. Begge har en oldnordisk rod 'vika' (oldgermansk 'vicu'), muligvis af latinsk oprindelse. Ordet har som navneord betydet et skift eller en veksling,. Den kalendariske uges syv dage er noget, som de europæiske kulturer har arvet fra Mellemøsten og det antages, at de syv dage står for længden af månens faser, som er godt syv døgn. Dette er formentlig rigtig, men den germanske betegnelse for en syvdages periode er anderledes end den latinske, som normalt er forbilledet! I de latinske sprog er betegnelsen netop 'syvdagesperiode', ikke noget med 'skift'! Derfor mener jeg, at det er usikkert om begrebet uge (oldnordisk 'vika') står for det astronomiske skift, det kunne også stå for et skift, et visuelt brud eller 'foldning' i den træstav, som man i tidligere tider brugte som kalender. På svensk hedder folde 'vika', man 'viker' et papirark! På samme måde kunne man tænke sig, at man for hver syvende dag lavede en 'foldning' i den række af hak i staven, der markerede de enkelte dage, sådan at man lettere kunne få et overblik over en længere tidsperiode!

Disse regnskabsstave var et generelt hjælpemiddel i tider hvor skrive- og læsefærdigheder ikke var almindelige. I Norge er de kendt som 'karvestokke' og i det svensktalende Finland som 'skorstickor'. Derfra er springet ikke så langt til det engelske 'score' (snes)! Det danske snes kommer fra det gamle udsagnsord 'snide', som vi kender fra både tysk og svensk (schneiden, snida). Snes menes ifølge den gængs fortolkning at betyde en 'afskåret gren', men min mening er at det skal forstås, som et mere udviklet instrument til at holde regnskab med, på linje med 'karvestokk' og 'score'! I det hele taget tror jeg at nutidsmennesket har svært for at forestille sig, hvor stor betydning disse fysiske regnskabshjælpemidler havde. I forkristen tid, hvor heller ikke kirken var der med sin klokkeringen og gudstjeneste hver søndag som 'synkroniserede' tiden, må det for mindre isolerede samfund, have været svært, eksakt at holde styr på dagene. Hvor mange kvinder kommer ikke ud for at deres 'p-pillekalender' ikke passer! De tidligere nævnte 'karvestokke' blev også efter middelalderen brugt ved opgørelser af kreditforretninger. Men brugte da to ens stokke, som blev lagt ved siden af hinanden, når der med ét snit blev skåret et hak i begge. Dette hak repræsenterede fx. afleveringen af én tønde korn og debitor og kreditor opbevarede hver sin stok som kvittering!

Vikingen har således fået sit navn, fordi han deltog i sørejser, der var så lange, at der skulle ekstra mandskab til, for at kunne afløse ved årerne! Man roede 'i viking'! Vikingeskibet var udviklet fra en robåd og at kunne forflytte sig uafbrudt indebar nogen fordele, selv om der skulle ekstra mandskab med i båden. Hvis man forestiller sig en rejse fra Lejre til Halmstad i Halland skulle man først foretage et antal hvil i Roskilde Fjord, derefter på den nordsjællandske kyst hen til indsnævringen ved Helsingør/Helsingborg, og igen i et stort antal etapper langs den skånske og hallandske kyst. Hvis vinden var gunstig, kunne man selvfølgelig bruge de oprindeligt ret primitive sejl og på den måde undgå at følge kysten så tæt, men hvis vinden var ugunstig, har det været en kæmpefordel at kunne forflytte sig uafbrudt. Det sparede tid og det var også mere sikkert; der var flere røvere på land end ude på vandet! Vikingeskibet beholdt sin karakter af robåd, selv om det efterhånden blev temmelig stort. Ved havblik og i kritiske situationer, hvor man fx. skulle flygte med sit rov, har rokraften været god at forlade sig på! På oldnordisk kender man to navneord 'viking' (femininum) og 'vikingr' (maskulinum). Man drog/var (sikkert også roede!) i 'viking' og den der deltog var 'vikingr'!

Den gamle længdeenhed 'uge søs' (oldnordisk 'vika sjovar') betegnede et roerskift, kan muligvis også forklare et antal stednavne, der rummer ordet 'vik' (eller 'vig') og hvor lokaliteten ikke ligger ved en havsvig eller fjord. Et sådant stednavn er 'Viksjö' i Mälaren. Sted ligger på en forholdsvis lige stykke af søbredden, men ca. én 'sjövika' fra det gamle Birka! Var det her man foretog det første roerskift på søvejen til Gamla Upsala?

©John Larsson
Adresse: Postboks 183, Marianelundsvej 18, 3460 Birkerød
Tlf.: 4581 0324 (hjem og fax), 4582 7250 (arb.) eller 4052 3542 (mobil)
E-mail: john@ing.dk

***********'

 

annotation       essays & papers       commentary
anglo-saxon text       modern version
frames

top

© Charles Harrison-Wallace 2016